Hvilken vej i trafikken?
Skal trafikken i fremtiden bevæge sig på veje eller på
skinner?
Vejnettet er uhyre udbredt og giver samfundet en stor dynamik og fleksibilitet
men indebærer også en række problemer via miljøbelastninger,
flaskehalse og ulykker.
Skinner muliggør miljøvenlig transport, men dækker ikke
landet nær så godt som vejnettet.
En ny udvikling er på vej, som tilbyder et kompromis mellem vej og skinne. Det er dual-mode systemet: RUF (Rapid Urban Flexible). Se iøvrigt www.ruf.dk.
Kort fortalt, så gør RUF det muligt at udnytte skinnernes fordele på de lange stræk og vejenes fordele i begge ender af rejsen. Det kan lade sig gøre ved at anvende en ny type køretøj, som både kan køre på vejene og "ride" overskrævs på en trekantet monorail. At det kan lade sig gøre er blevet bevist på en kort prøvebane ved Ingeniørhøjskolen i København.
Demonstrationen af RUF har tiltrukket sig opmærksomhed fra alle de store medier: CNN, BBC, Discovery Channel og mange andre. Baggrunder er jo at bilen overalt i verden er ved at blive kvalt i sin egen success. Alle storbyer i verden er ved at kvæles i trafik og der er ingen tegn på at det bliver bedre.
Byerne lider af en slags ”åreforkalkning”. De eksisterende bygninger gør det umuligt at udvide vejnettet uden uhyre store omkostninger. I Boston har man grebet til den radikale løsning at grave en enorm tunnel under bykernen. En meget dyr løsning men den eneste mulige så længe man fastholder bilen som vi kender den i dag.
I bilens barndom blev det påbudt at der skulle gå en mand med et rødt flag foran det farlige køretøj for at forhindre kollisioner. Nu, mange år efter, har vi vænnet os til at tons tunge køretøjer bevæger sig med stor hastighed tæt forbi fodgængere og cykilster. Vi har lært os at leve med faren ved at være meget opmærksomme i trafikken. Den opmærksomhed gør det umuligt at færdes på en afslappet måde i byerne undtagen på de populære gågader og pladser.
Ingen kan slappe af i dagens trafik. Et øjebliks uopmærksomhed og du er død. Hvad er det som får intelligente mennesker til dag ud og dag ind at sidde på den samme motorvejsstrækning og kæmpe med tusinder andre om at komme på arbejde uden at kollidere med dem? Svaret er enkelt: Alternativerne er værre.
Een af de faktorer der betyder mest i trafikken er rejsetiden. Det gør det umuligt for den traditionelle kollektive trafik at konkurrere med bilen. Selv om bilen holder i kø i lang tid, er det stadig hurtigere at komme frem med bil end med kollektiv trafik. Samtidig er der ingen begrænsninger på hvornår man kan rejse. Den stive køreplan i kollektiv trafik gør det endnu vanskeligere at konkurrere.
RUF kan tilbyde en løsning, som fastholder bilens hastighed og fleksibilitet samtidig med at den tilføjer ny kapacitet til de eksisterende trafik korridorer. Det sker ved at lade de individuelle køretøjer samles i små tog på den særlige monorail inden de speeder op til tophastigheden på 150 km/t. RUF-toget ”afgår” så snart det er dannet, så der er ingen køreplan og ingen ventetid.
RUF-toget bevirker flere gode ting. Dels forøger det kapaciteten af skinnen. Dels reducerer det luftmodstanden pr køretøj. Dels forøger det sikkerheden i forhold til individuel kørsel.
RUF toget har imidlertid ikke de ulemper, som de almindelige tog lider under. Der er ingen køreplan i RUF systemet. Skinnen er tilgængelig altid ligesom en motorvej. RUF toget stopper ikke ved alle stationer. Det sænker hastigheden ved knudepunkterne til 30 km/t men stopper ikke. Så snart knudepunktet forlades, øges hastigheden igen til 150 km/t. Det giver en typisk gennemsnitshastighed på 120 km/t.
Et almindeligt tog kan ikke bringe folk helt hen til deres bestemmelsessted. De må skifte til bus og gå det sidste stykke. Det er langsommeligt og ubehageligt. Da RUF er et dual-mode system, kan brugerne komme helt frem ligesom med en almindelig bil.
Der er så mange fordele ved at indføre et RUF system at man kan undre sig over at det endnu ikke er implementeret noget sted. Een af forklaringerne er, at det er svært at få i gang. Hvilken politiker tør foreslå at anvende flere milliarder kroner på at etablere et skinne netværk uden at vide om folk vil købe køretøjer til systemet. Samtidig vil folk jo ikke købe køretøjet før de ved at der vil være en skinne at køre på. Det synes at være en catch 22 situation.
Løsningen ligger i at starte systemet som et kollektivt trafiksystem baseret på offentligt ejede køretøjer: busser og biler. En 10-personers elektrisk bus (maxi-ruf) vil kunne bruge skinnen ligesom metroen. Fuldautomatisk kørsel ved stor hastighed. Den samme bus vil imidlertid kunne fortsætte i gadenettet med chauffør som bus eller sporvogn. Da køretøjerne oplader deres batterier mens de bruger skinnen, kan de køre på ren batteri drift i den indre by.
Denne nye form for kollektiv trafik kan faktisk tilbyde pendlere at komme hurtigere frem end med bil og lige så komfortabelt. Når så skinnenettet er etableret, vil ruf bil pendlere kunne bruge det til en endnu mere attraktiv transportform. En ruf pendler vil nemlig kunne bruge tiden på skinnen til konstruktivt arbejde helt uden sikkerheds problemer. Det betyder at den frustrerende tid på motorvejen, som regnes til 50,- kr pr time i spildtid bliver konverteret til en kortere tid på skinnen hvor man kan tjene sin løn i sit ”rullende RUF kontor”. Det er en produktivitets forøgelse i samfundet som burde få enhver finansminister til straks at gribe til lommen og få sat gang i realiseringen af systemet.
Der er utrolig stor interesse i udlandet for RUF og Danmark kunne tjene mange penge ved at udnytte mulighederne. Det kræver nogle vågne politikere og nogle danske trafik eksperter, som tør gå ind i debatten og tage stilling til RUF mulighederne. På www.ruf.dk er der en lang række dokumenter, som beskriver perspektiverne.
Trafik har indtil nu været et spørgsmål om enten vej eller skinner. RUF påviser at en kombination har store fordele. Lad os dog udnytte fordelene før de andre.
Palle R Jensen