RUF - en realistisk og attraktiv vision for trafikken.

Af civ.ing. Palle R Jensen

Hvordan vil trafikken se ud om 50 år i storbyerne ?

Et tilbageblik fra år 2050

 

Dynamikken i trafikken er højere end nu.

Forsøget på at tvinge individuelle trafikanter over i de stive kollektive transportformer slog fejl i år 1998, da det gik op for befolkningen at der i RUF-systemet fandtes et alternativ som var bedre mht. CO2, energiforbrug, forurening, sikkerhed, støj mm. og som oven i købet gav gode danske arbejdspladser.

I første omgang blev der lagt RUF-skinner langs med eksisterende togbaner. Skinnerne blev lagt ovenpå en støjmur langs jernbanen, således at beboerne langs banen fik dæmpet støjen fra togene. Efterhånden som folk fik tillid til systemet, blev S-togs linierne nedlagt og flere parallelle RUF-skinner blev lagt i traceet. Beboerne langs banen var glade, for nu forsvandt støjen næsten totalt.

I starten blev skinnenettet mest brugt af HR (Hovedstadens RUF selskab) der kunne tilbyde den form for attraktiv kollektiv trafik som politikerne havde sukket efter i årevis. Små skinnebusser (MAXI-RUF’er) kørte mellem stationer med en frekvens der var helt uhørt. Det kunne lade sig gøre fordi MAXI-RUF’erne er automatiske på skinnenettet ligesom mini-metroen. Det er altså ikke noget økonomisk problem at sende en vogn afsted med 10 passagerer. Da den samtidig er baseret på en teknologi der tillader korte sikkerhedsafstande (skinnebremse på top af trekantskinne) kan der opnås en hidtil uhørt fleksibilitet. Passagererne kunne glemme alt om afgangstider. Man gik blot til stationen og på en tid der er kortere end det i dag tager at finde sin bil på en parkeringsplads, kunne man komme afsted. Komforten var høj. Hver passager har sit eget sæde. Hvis man vil sidde for sig selv, er det muligt.

Dual-mode bussen.

Men det er kun halvdelen af historien. MAXI-RUF’en er nemlig en dual-mode bus. Det betyder, at den kan forlade skinnesystemet og fortsætte med chauffør. Een chauffør kan køre op til 3 MAXI-RUF’er samtidig, da de kan sammenkobles dynamisk. Beboerne i de små bysamfund langs linien behøver ikke mere at vente på bussen og stige om til toget (mere ventetid). MAXI-RUF’en henter folk ved deres gadedør og afleverer ved kontoret inde i byen. Passagereren er i centrum. Det er chaufføren der stiger af før MAXI-RUF’en kører op på skinnen. Det har den fordel at hun kun skal betjene sit lokalområde, så folk får et godt kendskab til hende.

Det blev en helt naturlig ting at bruge PC’en til at kalde på transport. Det var umuligt at få til at fungere sammen med de store gamle busser, men med MAXI-RUF’erne gik det fint. En masse taxi chauffører blev omskolet til at være chauffører i RUF-systemet, så det gav arbejde til mange mennesker, som ellers har svært ved at finde jobs i et højteknologisk samfund.

Inde i bykernen, hvor der kun var plads til cykler og elbiler var stemningen euforisk. Støjhelvedet var ophørt. Det sociale liv kunne trives som aldrig før. Alligevel var det nemmere end før at komme rundt. De fleste brugte cykler eller MAXI-RUF men der var også parkeringsskinner hvor små offentlige individuelle RUF’er stod parat til at blive lejet ud ved hjælp af personlige smart-card.

Gammeldags parkeringspladser var blevet omdannet til spændende pladser hvor folk elskede at opholde sig. Overalt var der elektroniske standere hvor man kunne tilkalde transport. Turene blev koordineret ved hjælp af kraftige computere så der var ikke ret megen spildkørsel.

Varetransport inde i byen blev overtaget af HV (Hovedstadens Varetransport). En analyse fra Dansk Industri havde vist at det ville være en økonomisk fordel for virksomheder at bruge HV i stedet for deres egne halvtomme varevogne. HV benyttede skinnenettet flittigt (især om natten) til at fordele varerne mellem terminaler hvor de små RUF-containere blev hentet og fordelt til butikkerne. Supermarkeds kæden NYTTO havde overtaget en stor del af dagligvare handelen. Den kunne nemlig tilbyde billige varer på grund af on-line bestilling og rail-in afhentning. RUF-skinnen gav adgang til vareudleverings skranken direkte. Da RUF’en er elektrisk er der ingen miljømæssige problemer i det. De store parkeringspladser forsvandt og en mængde emballage kunne spares. Indkøbsforeninger organiseret via internettet holdt skarpt øje med kvaliteten af varerne. Det fattige sociale "samvær" som folk tidligere fik i centrene blev afløst af de mange attraktive opholdssteder i byen.

Bilens afløser og det forlængede kontor

Den største synder i trafikken, privatbilen, blev gradvist afløst af de individuelle RUF’er. I starten var der lidt bekymring fra myndighederne mht. om RUF’ens succes ville betyde for mange køretøjer i byen, men det viste sig snart at det var nemt at styre. Desuden blev det kollektive MAXI-RUF-system så populært at mange tidligere bilister besluttede sig til at droppe bilen til bytrafik. Da bilfabrikkerne fik øjnene op for det nye attraktive marked kom der gang i konkurrencen. Man kunne nu vælge mellem mange forskellige mærker som alle opfyldte den globale RUF-standard.

Mange valgte den attraktive Cyber-RUF som var udstyret med avancerede Internet faciliteter. Ved at pendle i den, kunne man surfe på internettet mens man brugte skinnen. Inde i skinnen lå højhastigheds kabler som gav Cyber-RUF’en meget attraktiv Internet adgang. Nogle brugte morgenpendler turen til at forberede dagens arbejde. Der var altid noget E-mail fra de internationale samarbejdspartnere der skulle besvares. Det gjorde så til gengæld at RUF’en virkede som forlængelse af kontoret. Arbejdstiden startede når man kørte op på skinne. Man kunne altså sove længere om morgenen. Det blev meget populært og folk kunne ikke forstå at de i så mange år havde fundet sig i at skulle sidde i lang tid på en motorvej hver morgen og aften. I dårligt vejr var det ekstremt stressende. RUF-turen derimod var uden problemer i al slags vejr.

Andre valgte Eco-RUF’en som var optimeret miljømæssigt. Dens luftmodstand var meget lille når den koblede sig sammen med de andre RUF’er i RUF-toget og dens vægt var minimal ved brug af avancerede materialer.

Nogle få valgte Turbo-RUF’en som var udstyret med hybrid-motor, så den også kunne køre lange ture på landet hvor skinnerne endnu ikke var nået ud.

Slut med barriere-effektenen.

Skinne-nettet var gradvis blevet accepteret i befolkningen. I starten hvor det kun brugte de eksisterende ledige traceer, var det ikke noget problem. Da fordelene så gik op for folk, blev det accepteret at lægge skinner langs de store færdselsårer, og efterhånden blev den afstand der skulle køres på vejnettet meget kort. Det betød at de små batterier kunne gøres endnu mindre og at antallet af ulykker faldt drastisk da hastigheden på vejnettet blev nedsat kraftigt.

Tidligere var vejene til hinder for at livet kunne udfolde sig på tværs af vejene. Den såkaldte barriere-effekt gjorde det umuligt at krydse en befærdet trafikåre. Nu blev den hurtige trafik henvist til skinnekørselen og gadetrafikken blev mere rolig. Det bevirkede at cyklister og gående fik bedre vilkår. Støj og forurening blev reduceret til næsten ingenting.

Skinnenettet var stor økonomisk investering, men ikke nær så stor som de alternativer der overvejedes for at få trafikproblemerne løst. Skinnenettet gav andre indtægter end fra RUF’erne. Indtægten fra at huse kabler til internettet og andre installationer, medvirkede til at gøre økonomien i systemet god. Man sparede en mængde gravearbejde i gaderne. Nu lagde man blot kabler ind i skinnen hvor det var let at komme til dem igen.

Det politiske klima.

Klima-effekterne kom på den politiske dagsorden sidst i 90’erne og i lang tid var trafikken den store synder. Hvor andre sektorer kunne reducere CO2 udslippet, viste trafikken stadig vækst. I lang tid lød løsningen på udbygning af den kollektive trafik i form af busser og tog. Der blev brugt mange penge på at flytte nogle få bilister over på de kollektive systemer, men samtidig voksede antallet af bilister endnu stærkere. De eksisterende institutioner, HT og DSB kæmpede længe om deres bevillinger, men til sidst blev situationen for uholdbar og nogle modige politikere tog initiativ til at bygge en RUF test-bane i Danmark. For mindre end 10% af det beløb der var afsat til fornyelse af S-togs materiellet, blev der over en 5-års periode udviklet et velfungerende RUF test-system som tiltrak sig enorm opmærksomhed fra hele verden.

Det var som om et slør faldt fra alles øjne og en begejstringsbølge bredte sig overalt. Danmark, som var førende mht. RUF-teknologi fik en central rolle i udviklingen af RUF-standarden. De første RUF-baner skaffede Danmark en række fordele i form af hyppige besøg fra udlandet og mere vigtigt, en lang række arbejdspladser blev skabt omkring konceptet. Dels direkte, dels via underleverancer til bilindustrien hvor danske firmaer havde skaffet sig et forspring ved at være de første i verden der konstruerede de specielle RUF-komponenter til skinnekørselen.

Hvor trafikpolitik tidligere havde været noget der blev lusket igennem til stor frustration for befolkningen, blev det nu noget alle var stolte af. Der var et sundt perspektiv i udviklingen og dynamikken var ikke blevet hæmmet, tværtimod.