Max med kollektiv ruf til byen

2/2

Han har valgt at abbonere på den kollektive ruf sammen med en delebil ordning i Farum. Til den daglige pendling er ruf’en det hurtigste og mest behagelige. Når han skal en tur på landet med familien, bestiller han en af delebilerne. Der er mange at vælge imellem, så det er meget attraktivt.

Om morgenen tager han den kollektive ruf. Den står i hans garage og har ladet sine små batterier natten igennem. Strømmen er for det meste vindmøllestrøm, men hvis det er vindstille, har kraftværkerne masser af overskudskapacitet til at forsyne alle ruf’erne i byen.

Ruf’en er lun, den er programmeret til at varme op til det tidspunkt hvor han plejer at starte. Den larmer ikke når den starter. Den er en elbil, så den skal ikke startes, den kører blot. Den forurener heller ikke ved starten, sådan som biler gør det. De første 5 km i bil var noget svineri.

Nu kører han stille og roligt de første par km gennem Farum indtil han kommer til skinnen, som er placeret midt i motorvejen. Skinnens kapacitet er større end en 4-spors motorvej, så der er også blevet lidt bedre plads på motorvejen efter at mange bilister har skiftet til RUF systemet.

Mens han nærmer sig skinnen, trykker han på den knap, der fortæller at han skal på arbejde og den information sendes lynhurtigt videre til systemet. Det ved nu at hans ruf skal føres ind til byen og køres af skinnen ved Jarmers plads.

Undervejs krydser skinnen andre skinner og her sættes farten automatisk ned til 30 km/t så dem, der skal skifte retning kan gøre det sikkert og behageligt. Det er en glidende proces. Der stoppes aldrig helt. Da tophastigheden på skinnenettet i byen er 150 km/t fås en gennemsnitshastighed på ca. 120 km/t.

Skinnekrydsene er ikke nær så store som motorvejsudfletningerne, da den lave hastighed i RUF knudepunkterne gør at der kan bruges meget snævre kurver uden ubehag og uden sikkerhedsproblemer.

I stedet for, som i gamle dage at sidde og stresse på motorvejen, kan han nu bruge tiden konstruktivt og være produktiv undervejs. Det var denne ændring, som fik finansministeren til at se lyset. Samfundsmæssigt var det en massiv forøgelse af produktiviteten, som gjorde det til en oplagt opgave at lade de store pensionskasser financiere de ca. 17 mia. kr som det kostede at forsyne hele hovedstadsregionen med et RUF system. Alle blev glade og Danmark startede en lavine som gav anledning til et nyt industri eventyr med global rækkevidde.

Ca. 15 minutter efter at Max forlod sit hjem i Farum, føres han nu af skinnen ved Jarmers plads og han overtager igen styringen. Han triller nu hen i Nyropsgade. Det tager kun et par minutter. Hvis han skal bruge ruf’en i løbet af dagen, kan han parkere den som en almindelig bil og reservere den. De fleste gange sparer han nogle penge ved at parkere den på en P-skinne tæt ved arbejdspladsen. Her kan den så bruges af andre, som har et personligt RUF smart card. Det bruges til at betale for brugen og hindrer samtidig hærværk. Når han skal hjem, tager han blot en anden og kører hjem.

På vejen hjem, kan han bestille varer til afhentning i det lokale supermarked. Det har investeret i en egen skinne, som gør at ruf’en kan køre direkte hen til afhentningsskranken, hvor han henter sin pose med varer.